Creative Commons Europe fejrer 10-års fødselsdag med gratis mixtape

Creative Commons 10-års fødselsdagsuge er i fuld gang – og et af de internationale tiltag for at fejre det står CC Europe bag, inkl. Danmark. Det sker i form af et fødselsdagsmixtape med 20 numre fra forskellige europæiske lande, alle udgivet under CC-licens i løbet af de seneste 1o år.
Fra Danmark bidrager Dad Rocks! og Tone med et nummer hver i form af henholdsvis ‘Weapons’ (2010) og ‘Work It’ (2008).
Find mixtape download-links nedenfor.

Tidligere på året indkaldte vi her i bloggen input til hvilke danske kunstnere der skulle repræsentere Danmark på det mixtape, som skulle udgives digitalt af CC Europe i forbindelse med  fødselsdagsugen i december. De fleste stemmer gik til Tone og Dad Rocks!, som på båndet er kommet i selskab med musikalske bidrag fra hele Europa, der dermed ønsker Creative Commons tillykke på musikalsk vis med 20 fantastiske sange. Deltagende lande er Belgien, Bosnien & Herzegovina, Bulgarien, Tjekkiet, Danmark, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Island, Israel, Holland, Polen, Portugal, Serbien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Schweiz og Storbrittanien. Læs her på CC’s internationale blog om udgivelsen.

Alle øvrige aktiviteter og events i forbindelse med fødselsdagen verden over kan ses på wiki.creativecommons.org/CC10 – og hold også øje ml. 7.-16. december på 10.creativecommons.org!

Husk også at fødselsdagen markeres på dansk jord torsdag d. 13. december kl. 19-23 med event i Platform4, Aalborg.

DOWNLOAD
Mixbåndet kan downloades kvit og frit på en lang række webplatforme: Soundcloud, Archive.org, Free Music Archive.

Giv en tidlig musikalsk julegave til dine venner og familie – spred ordet!

STØT OP OM CREATIVE COMMONS – GIV ET BIDRAG

Creative Commons eksisterer udelukkende baseret på donationer, og i forbindelse med fødselsdagen kan man naturligvis give en gave i form af en donation. Hvis du sætter pris på CC’s arbejde med at gøre det nemmere at dele indhold, så giv en skærv.

UPDATES

(Mandag, 17. December 2012)

Flere beslægtede musikprojekter er kommet til som en del af fejningen af #CC10. Først og fremmest har CC Korea – en meget aktiv og stor afdeling af det globale CC-netværk – udgivet en iPhone app med titlen CC10Musicians, hvor 10 kunstnere fra hele verden er blevet udvalgt for deres udgivne værker under CC-licens. Her er vi tilmed stolte af at kunne fortælle, at Danmarks Dad Rocks! er blandt de udvalgte! Hent app’en her. CC Korea fortæller iøvrigt at de arbejder på en Android-udgave også.

CC10Musicians app promoveringsvideo skabt spontant af to unge medlemmer af CC Korea communitiet, @delighTES og @akaJune.

Free Music Archive (FMA) – som også er én af host-platformerne for det europæiske mixtape, som beskrevet ovenfor – har lanceret en fødselsdagssang-konkurrence, hvor man skal tippe FMA om nye fødselsdagssange, som udgives under CC-licens. De bedste bidrag udvælges af en komité der bla. tæller CC-grunlægger Lawrence Lessig, Jonathan Coulton (verdens måske bedst kendte CC-musiker), Ira Kaplan (fra Yo La Tengo) og Greg Saunier (Deerhoof), og samles til et gratis mixtape, hvor man kan få en smagsprøve på spritnye musikalske måder at sige tillykke på. Indholdet bliver tilmed udgivet på CD næste år.

Sidst, men ikke mindst, kan man også hente CC10-mixtapes fra Dublab (udgivet i forbindelse med CC10-eventet i San Francisco, hvor CC HQ ligger), Jamendo (kæmpe musikportal som specialiserer sig i åbent licenseret musik – de har yderligere denne inspirerende kommentar), Bad Panda Records og pEtEr Withoutfield (sidstnævnte skabt til fejrnings-eventet i Berlin).

Leave a Reply

Your email address will not be published.